Københavns Kommune (2022)

Genbrugskopper på Tour de France

Sådan hjalp vi Københavns Kommune i mål med at skabe et system for genbrugelig emballage.

Hvad var problemet?

I forbindelse med sportsbegivenheden Tour de France havde Københavns Kommune fornøjelsen af at afholde en perlerække af events – heriblandt FéstiVélo, der blev afholdt en varm sommerdag i Fælledparken med flere tusinde besøgende. Som ved alle større events i Københavns Kommune, skulle udskænkning af drikkevarer ske i genbrugelig emballage, der kan vaskes igen og igen – og systemet var gennemtænkt til mindste detalje. Dog var der behov for viden omkring:

  • Hvad syntes de besøgende? Hvad var adfærden?
  • Kunne de finde ud af at anvende beholderne?
  • Tog de emballagen med hjem?
  • Smed de emballagen fra sig?
  • Og hvordan var drikkeoplevelsen?

Alt dette blev Behave Green sat til at undersøge og analysere.

For sådan en ‘blind’ mand som mig, må det gerne være endnu mere tydeligt, at der er tale om genbrug. Måske det kunne stå tydeligere på kruset, og spanden skulle være mere opsigtsvækkende”

Festivaldeltager, mand, 55 år

Sådan løste vi problemet?

Over to dage observerede vi og foretog 103 mini-interviews, der gav indblik i, om gæsterne er klar over, at de drikker af genbrugskrus, om de forstår afleveringssystemet, og om og i så fald hvorfor gæsterne ønsker at beholde kruset.

Desuden foretog vi fem interviews med personalet i drikkevareboderne for at få indblik i, hvad de synes om krusene, og hvad de fortalte gæsterne. Vi lavede også fire interviews med frivillige klimaguider for at få indblik i deres betragtninger af gæsternes adfærd, og hvorvidt de følte sig godt klædt på til at vejlede gæsterne. 

Resultatet

Resultatet blev konkrete anbefalinger til, hvordan man kan optimere brug af genbrugskrus ved fremtidige festivaler og events. Heriblandt fik Københavns Kommune konkret indsigt i brugernes drikkeoplevelse. Undersøgelsen slog fast, at festivalgæster i 2022 forventer grønne løsninger – bl.a. at engangsemballage er udskiftet med genbrugelige løsninger. Det er efterhånden ‘det nye normale’.

Desuden fik kommunen klarhed over, hvordan frivillige og renhold bedst informeres og motiveres i dialogen med festivalgængerne, lige som de blev bekræftet i, at deres retursystem fungerede efter hensigten. Foruden brugerindsigter gav vi også en række anbefalinger til at øge korrekt retur-adfærd. Bl.a. anbefalede vi at lave en ‘sorterings-pind’ med samtlige typer returnerbare glas/krus, så festivalgæsterne nemt blev ‘nudged’ til korrekt genbrug.

“Genbrugskopper er det nye ‘normal’. Jeg forventer det i dag, når jeg tager på festival”

Festivaldeltager, kvinde, 23 år

Er du mere nysgerrig?

Andre temaer

Social bæredygtighed
Oplevelse og turisme
Fødevarer og madspild
Byggeri og anlæg
Konflikt og grøn omstilling
Take back-systemer
Grøn mobilitet
Cirkulær økonomi
Grønne kompetencer
Affald & genbrug
Grønne events og festivaler