Målgruppeanalyse med indsigt i adfærd, barrierer og efterspørgsel på naturnære overnatninger.

Flere og flere turister ønsker naturnære og miljøvenlige ‘outdoor-overnatninger’. Men hvad vil det sige at være ‘naturnær’? Hvad forbinder danske og tyske turister med en ‘naturnær overnatning’? Og hvordan ser markedet og målgrupperne for naturnær overnatning ud i Danmark?
Det undersøgte vi i en analyse på vegne af Dansk Kyst- og Naturturisme, i tæt samarbejde med VisitDenmark og 10 danske destinationsselskaber.
Vi foretog en kvalitative analyse, med det formål at skabe dybdegående indsigt i adfærd, barrierer og efterspørgsel og derigennem bidrage til, at der kan udvikles markedsføringsmateriale og oplevelseskoncepter samt inspiration til destinationer og virksomheder om videreudvikling af naturnære overnatninger.
Analysen er baseret på fem ekspertinterviews, 20 digitale og 9 fysiske interviews med danske og tyske turister, ‘photovoices’ samt feltbesøg hos tre udbydere for naturnær overnatning: Orø Strandcamping, Dansk Natur Glamping og Camp Møns Klint.
Undersøgelsen har resulteret i viden om turisternes opfattelse af naturnær overnatning, forskellige målgrupper og perspektiver for markedsføring og udvikling blandt turismeaktører.
Undersøgelsen viser, at der blandt tyske og danske turister findes mange forskellige forståelser af, hvad der er en naturnær overnatning. Dog fandt vi frem til tre elementer, der går igen blandt de fleste respondenter: en autentisk forbindelse til naturen, kontrast til hverdagen, og oplevelse af at være uforstyrret.
Analysen peger på, at der findes forskellige målgrupper for turister, der tager på naturnær overnatning. Turisternes efterspørgsel og barrierer for diverse naturnære overnatningsformer afhænger i høj grad af, hvilken målgruppe de tilhører.
På baggrund af analysen resulterede projektet i en række anbefalinger til udvikling og markedsføring af naturnær overnatning i Danmark.