Sammen med Norstat tager vi hvert år temperaturen på danskernes bæredygtige forbrug.
Behave Green og Norstat er gået sammen om en årlig analyse af danskernes forbrug set fra et bæredygtighedsperspektiv. 2026 er baseline, og vi gentager undersøgelsen i 2027 og 2028 med samme spørgeramme. På den måde bliver det muligt at følge danskernes forbrug i en tid, hvor klima- og forbrugsdebatten flytter sig hurtigt.
Danskerne har et af de højeste klimaaftryk per borger i Europa. Selvom der er kommet mere fokus på bæredygtigt forbrug i Danmark de seneste år, mener vi, at der mangler et tværgående og fælles referencepunkt — for hvilken retning går vores forbrug egentlig?
Med denne analyse håber vi at bidrage med solide data og indsigter, der kan bruges af både offentlige aktører, private virksomheder, civilsamfund og forskere — og alle andre med interesse i bæredygtigt forbrug.
Rapporten er inddelt i kapitler om forbrug af tøj, møbler og mobiler, transport og rejsemønstre, madvaner og boligforhold.
Vi har både spurgt til adfærd og præferencer, og til hvad danskerne oplever som almindeligt i deres omgangskreds. For vi ved, at vores egen adfærd hænger uløseligt sammen med, hvordan vi opfatter andres — og denne opfattelse af omverdenen kan blive et tippepunkt.
I rapporten præsenterer vi de mest centrale indsigter fra undersøgelsen. Vi har dog en lang række baggrundsdata, som vi gerne deler. Tøv derfor ikke med at tage kontakt, hvis du er nysgerrig på mere.




