Behave Green søger studentermedhjælpere

Vil du arbejde med adfærd og grøn omstilling? Kan du planlægge og udføre projekter, der skaber positiv forandring i samfundet? Og har du styr på dine kvalitative og/eller kvantitative metoder? Så er det måske dig, vi søger. 

Ansøgningsfrist d. 1 august kl. 12.00

Om Behave Green

Vi er en konsulentvirksomhed, der anvender kvalitative metoder og adfærdsdesign til at udvikle og teste nye innovative løsninger og forretningsmodeller inden for bæredygtighed og cirkulær økonomi. Opgaverne spænder bredt, og vi arbejder bl.a. med affald, mobilitet, grøn infrastruktur, tekstil, madspild, emballage, grøn forretningsudvikling, energi, genbrug og forebyggelse. Vores faglige fokus er at kombinere rådgivning, kvalitative analyser, adfærdsdesign og opkvalificering til at levere ny viden og løsninger, der reducerer CO2 og bidrager til en bæredygtig udvikling hos vores kunder.

Vi løser bl.a. opgaver for landets største virksomheder, kommuner, regioner, ministerier og styrelser. Behave Green har eksisteret siden 2014, og vi er 14 medarbejdere i et tværfagligt team bestående af bl.a. antropologer, statskundskabere, designingeniører, sociologer og byplanlæggere.

Om stillingen

Stillingen er som udgangspunkt 2 dage/15 timer om ugen. Du vil blive en afgørende del af vores daglige team og få stor medbestemmelse og ansvar i vores projekter. Vi går op i at skabe et lærerigt arbejdsmiljø, hvor det skal være rart at komme på arbejde. 

Derudover tilbyder vi 

  • Et dybdegående indblik i en professionel og stærkt respekteret konsulentvirksomhed 
  • Mulighed for at opbygge stærke kompetencer til CV’et 
  • Praktisk erfaring med projektudvikling samt kvalitative og kvantitative undersøgelser 
  • Indgående erfaring med adfærd og grøn omstilling inden for mange forskellige temaer (fx affald, mobilitet, tekstil, turisme, fødevarer, mv.)
  • Et arbejdsmiljø med god stemning og nærvær

Eksempel på arbejdsopgaver

  • Kvalitative og kvantitative undersøgelser samt bruger- og adfærdsanalyser 
  • Research og idéudvikling ift. nye projekter og samarbejder
  • Tilbudsskrivning, relationsarbejde og kommunikationsopgaver 
  • Udvikling og afholdelse af workshops

Om dig

Vi leder efter 1-2 studentermedhjælpere med høj faglighed, der er effektive og grundige, og som brænder for den grønne dagsorden. Du læser en lang videregående uddannelse på bachelor eller kandidatniveau, fx sociologi, antropologi, etnologi, statskundskab, byplanlægning, miljøteknologi, bæredygtigt design eller lignende. Du har erfaring med kvalitative og/eller kvantitative metoder, og så forventer vi, at du skriver og formulerer dig fejlfrit, klart og fængende. 

Ansøgning og henvendelse

Send dit CV og ansøgning til Hanne Hjorth på hh@behavegreen.dk senest d. 1. august 2023 kl. 12.00. Vi holder samtaler løbende, så søg gerne hurtigst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig!