Behave Green søger praktikanter til efteråret 2025

Vil du arbejde med adfærd og grøn omstilling? Har du styr på dine kvalitative og/eller kvantitative metoder? Og kan du arbejde projektorienteret? Så er det måske dig, vi søger.

Ansøgningsfrist: mandag den 31. marts 2025 kl. 12.00

Om Behave Green 

Vi er et konsulenthus i krydsfeltet mellem adfærd og grøn omstilling. Med brug af antropologiske og sociologiske metoder, viden om adfærd og inddragelse hjælper vi med at udvikle, teste og evaluere nye grønne løsninger. Vores opgaver spænder bredt, og vi arbejder bl.a. med affald, genbrug, mobilitet, grøn infrastruktur, tekstil, madspild, emballage, energi og grønne fællesskaber. Vores faglige fokus er at kombinere rådgivning, kvalitative og kvantitative analyser, adfærdsdesign og opkvalificering til at levere ny viden og løsninger, der reducerer CO2 og bidrager til en bæredygtig udvikling hos vores kunder. Vi løser kun opgaver, som vi tror på skaber en positiv forandring i samfundet og har bl.a. opgaver for landets største virksomheder, kommuner, regioner, ministerier og styrelser.  

Vi har eksisteret siden 2014, og vi er i dag 19 medarbejdere i et tværfagligt team bestående af bl.a. antropologer, sociologer, etnologer, designingeniører, statskundskabere og byudviklere.   

Projektforløbet

Som praktikant vil du blive en afgørende del af vores team og hurtigt få ansvar i vores projekter. Vi tilpasser opgaverne efter dine kompetencer og interesser, og går op i at skabe et lærerigt arbejdsmiljø, hvor det skal være rart at komme på arbejde.  

Praktikforløbet er som udgangspunkt fra september til ultimo januar 2026, men vi er fleksible ift. datoerne. Vi ser gerne, at du kan arbejde 37 timer om ugen.  

Derudover tilbyder vi: 

  • Et dybdegående indblik i livet som konsulent og det at arbejde på projekter 
  • Praktisk erfaring i at arbejde med adfærd og grøn omstilling inden for mange forskellige temaer (fx affald, mobilitet, tekstil, turisme, fødevarer, mv.) 
  • Mulighed for at udvikle og bruge dine kvalitative og kvantitative kompetencer  
  • En sjov og lærerig hverdag med gode kollegaer 

Eksempel på arbejdsopgaver

  • Udarbejdelse af interviewguides og spørgeskemaer 
  • Rekruttering, dataindsamling og feltarbejde 
  • Analyse og rapportskrivning 
  • Research og idéudvikling ift. nye projekter og samarbejder 
  • Tilbudsskrivning og kommunikationsopgaver  
  • Udvikling og afholdelse af workshops 

Om dig

Vi leder efter en til to praktikanter med høj faglighed, effektivitet og grundighed, og som brænder for den grønne dagsorden. Du læser en lang videregående uddannelse fx sociologi, antropologi, etnologi, statskundskab, byplanlægning, miljøteknologi, bæredygtigt design eller lignende. Du har erfaring med kvalitative og/eller kvantitative metoder, og så forventer vi, at du skriver og formulerer dig fejlfrit, klart og fængende dansk. Du skal have lyst til at arbejde på flere forskellige typer projekter samtidig, og være tryg ved at blive tilknyttet projekter løbende. 

Ansøgning og henvendelse

Er du interesseret, så send dit CV og ansøgning til Stephanie på st@behavegreen.dk senest mandag den 31. marts 2025 kl. 12.00. Vi forventer at afholde samtaler i uge 14-15.  

Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen, uanset køn, alder, etnicitet, religion, seksualitet eller funktionsnedsættelse. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du også velkommen til at skrive til Stephanie.  

Vi glæder os til at høre fra dig!